Metoder


Den metode, jeg for det meste benytter mig af, nemlig

Drejning i det sjaskvåde træ:

Træet opskæres i samme længde som den maximale diameter, med andre ord, hvis stammen er f.eks. 45 cm i diameter, skæres stykkerne ligeledes på 45 cm. Herefter skæres disse triller igennem i midten,
så man får 2 halvmåner. På disse 2 flader, der nu er opstået, laves et cirkelslag med en passer, hvorefter alle hjørner saves af. Klodsen afrundes så meget som overhovedet muligt, dette letter afretningen i drejebænken senere!

Planskiven kan nu let monteres præcis i midten (billede til venstre) efter den prik, der blev fra passeren. Jeg bruger 3, nogle gange 6 rustfri stålskruer, da almindelige jernskruer er tilbøjelige til at gro fast i det våde træ og knække, når de skal ud igen! Den viste klods er ca. 47 cm. i diameter.

Klodsen kan nu monteres på drejebænken (billede til højre), dette kræver som regel en hel del
behændighed! Sørg for at sætte hastigheden til den mindst mulige, og tag fat med hånden og
roter emnet manuelt før du starter bænken! Det kan være katastrofalt, såfremt et hjørne af klodsen støder på!! Det er i øvrigt en god ide at fjerne barken, som ellers har det med at sætte sig på drejejernet.

Så kan klodsen rettes af, her bruger jeg et mellemstort U-stål, et godt skrubstål kan også bruges. Vand og saft står i kaskader ud af træet, når bænken startes!

Her er ydersiden af skålen så grovformet (billedet til venstre, læg mærke til den kæmpestore knast!). Nu skal der limes en solid, skruefast klods fast i bunden til at montere planskiven på, en bøgeklods er det bedste. Jeg bruger en opskummende PU-lim, det er det eneste, der dur på vådt træ.

Når limen er tør, rettes klodsen af i bænken, og der laves et lille kegleformet hul eller prik i centrum til at montere planskiven efter. Nu vendes klodsen om og monteres igen. Det kan være nødvendigt at rette den af, men det er sjældent, den slår mere end end en enkelt millimeter.

Så er vi klar til at udhule skålen!

Der er flere måder at udhule på. Jeg starter gerne med at lave et kegleformet hul i midten, som så
gøres større og større, indtil man har den ønskede tykkelse (herover til højre). Det er vigtigt at huske, at jo større en klods, jo mere skæv vil den blive under nedtørringen. En tykkelse på
3-4 cm er nok det mindste i dette tilfælde!

Den grovdrejede skål tages af bænken, smøres med f.eks. almindelig snedkerlim for at hindre en for hurtig udtørring, datomærkes og lægges til tørre, i mit tilfælde i en garage, hvor der ikke er alt for
tørt. Tørretiden er afhængig af forholdene ca. at halvt år. Det er muligt at tørre mindre ting med et optøningsprogram i en microovn, men mine ting er som regel for store til dette! Skålen kommer ind i varmen i mindst et par uger før færdigdrejningen.

   

 

Efter ca. 6 måneder er skålen blevet oval og skæv, nogle gange er den revnet trods alle anstrengelser. Så gælder det om at skære den til brænde i en fart, så man ikke skal gå og ærgre sig for længe!

Men er den bare moderat oval, kan den monteres igen efter mærket i den pålimede klods, monteres på bænken igen og drejes rund endnu en gang. Såfremt den stadig er tyk nok, er det her, der er mulighed for at ændre designet en anelse. Blot nogle få millimeter kan fuldstændig ændre skålen synsmæssigt!

Pudsning: Jeg starter som regel med smergellærred nr. 80, så 120, 180, 280, så afsluttes med 400. Inden den allersidste pudsning får skålen en gang vand, dette rejser årerne og gør det færdige resultat mere glat. Desuden kører jeg begge veje under hele processen, det er også med til at give en superglat finish.
Det kan ind imellem være nødvendigt at bruge vinkelsliber med smergellærred og gummibagskive, især i meget dybe skåle, eller på skåle med naturkant, hvor det er svært at dreje helt glat og rent ved bunden.

Skålen stikkes nu af, bunden rettes af på en stor sliberondel og færdigpudses med exentersliber. Det er vigtigt, at skålen også er glat i bunden, her kikker de fleste nemlig lige en gang!

Til allersidst påføres et par gange koldpresset eller raffineret linolie, og skålen poleres med en klud.

Færdigt arbejde!

 


Forsiden